Referat fra Produktionsskoleforeningens bestyrelsesmøde 14. maj 2007

1. Godkendelse og underskrift af referat fra 28. marts 2007.
Referatet godkendt og underskrevet.

2. Siden sidst
2.1. Årsmøde/generalforsamling
De generelle tilbagemeldinger fra årsmødet og kurset i forbindelse med årsmødet er meget positive. Der var høj kvalitet i både oplæg samt skolernes workshop. Sagen om ekskursioner som var det mest debatterede punkt på generalforsamlingen tages op under dagsordenens pkt. 6.

Der deltog ca. 290 i kurset, 310 i generalforsamlingen og 230 i resten af årsmødet. Deltagertallet var højere end i 2006 og betragtes som særdeles tilfredsstillende.

2.2. Årselever 1. kvartal 2007
I 1. kvartal i 2007 fortsatte det faldende elevtal. Årselevtallet var på 1375 og dermed 256 pladser mindre end 1. kvartal 2006. Antallet af skoler der har et stabilt elevtal er dog stigende hvilket må betragtes som positivt. Der er dog ingen tvivl om at en række skoler har likviditetsproblemer og er derfor særdeles sårbare over for yderligere fald i elevtallet. Det vurderes ikke realistisk at anmode staten om ”krisehjælp” da elevudviklingen er et politisk prioriteret ønske. Skoler bør derfor søge eventuel støtte ved kommunen og det umiddelbare indtryk er da også at kommunerne er meget imødekommende over skolerne der er i forbigående problemer. PSF følger stadig sagen tæt og er meget opmærksom på at der ikke opstår ”sorte pletter” på produktionsskolernes Danmarkskort.

2.3. Status på EGU
Antallet af EGU-pladser har det seneste år været ret stabilt, men på de tilbagemeldinger der kommer fra skolerne er der mange skoler der forbereder en indsats på området, når den ny lovgivning træder i kraft. PSF udsender i løbet af en uges tid en ”EGU-startpakke” som støtte til skolerne i de kommende forhandlinger med kommunerne. Tillige har PSF indsendt en liste over ønskede indsatsområder til UVM for at få indflydelse på brugen af de penge der er sat af til støtte for en større udbredelse af EGU.

2.4. Produktionsskolebevis

Produktionsskolebeviset blev præsenteret på årsmødet og blev særdeles godt modtaget af skolernes medarbejdere. Når det samlede materiale omkring beviset er færdigt offentliggøres dette med en pressemeddelelse og materialet præsenteres for UVM, hvor PSF også vil opfordre til at produktionsskolerne kommer på den koordinerede tilmelding. Udviklingsprojektet der skal støtte skolerne i at benytte beviset er fremsendt til SCKK hvorfra der forventes svar i begyndelsen af juni måned.

3. Sammensætning af skolernes bestyrelser.
På baggrund af en konkret sag fra en skole har PSF adspurgt om en UU-vejleder der er udpeget af en kommunalbestyrelse kan sidde i en produktionsskoles bestyrelse. UVM’s afgørelse er at en UU-vejleder ikke må sidde i en produktionsskoles bestyrelse, dels på grund af generelle habilitetsproblemer og dels på grund af UU-lovens bestemmelser om at UU skal være fri af institutionsinteresser. PSF accepterer at der kan være generelle habilitetsproblemer og anerkender at det er produktionsskolen der skal påse at disse overholdes. Modsat er det PSF’s opfattelse, at det alene er UU der skal påse kravet om institutionel uafhængighed. På denne baggrund vil PSF anmode om en generel vurdering fra UVM om hvilke aktiviteter UU må deltage i. Kan UU eksempelvis stå som ansvarlig for en kommunes udbud af EGU?

4. Dispensation vedr. unges farlige arbejde.
En arbejdsgruppe har gennem de seneste 2 år arbejdet på at få en generel dispensation for alle produktionsskoler fra reglerne om unges farlige arbejde. I 2006 fremsendtes i regi af PSF en ansøgning om fritagelse fra reglerne for konkrete angivne maskiner.

Arbejdstilsynet har ved skrivelse af 2. marts 2007 meddelt generel dispensation for en række maskiner.

Som konsekvens af dispensationen foreligger et større arbejde med bl.a. at søge dispensation for maskiner som der i første omgang er givet afslag på samt alle dispensationer vedr. brug af væsker. Der ønskes tillige etableret en hjemmeside hvor alt materiale vedr. dispensationer, procedurer, sikkerhed m.v. bliver gjort tilgængeligt for alle. Efterfølgende vil der være et arbejde forbundet med ajourføring af materialet samt ansøge om dispensation når der kommer nye maskiner.

På forstandermødet den 8. maj var der bred opbakning fra de tilstedeværende, ca. 60 forstandere, til at indkræve en betaling på 30 kr. pr. årselev til finansiering af ovenstående opgave. Tillige vurderes det at der kan søges eksterne midler til hjælp til finansieringen.

Når der er overblik over den samlede økonomi og opgaven er beskrevet, udbydes opgaven i licitation til skolerne.

PSF vil også rejse sagen politisk, da produktionsskolerne nu får mulighed for at afholde dele af EUD-grundforløb, hvilket betyder at produktionsskolerne udbyder formelt kompetencegivende undervisning, hvorfor produktionsskolerne bør have samme status som EUD omkring unges farlige arbejde.

5. Lovarbejde m.v. i foråret 2007
5.1. Udvalget til undersøgelse af produktionsskolesektoren
Udvalgsarbejdet er færdigt og den færdige rapport ligger til godkendelse hos ministeren. Hvornår den offentliggøres vides derfor ikke.

5.2. L96 (Kombinationsforløb og EGU)
Lovforslaget skal til 2. behandling tirsdag den15. maj og forventes vedtaget uden større ændringer. Eneste indholdsmæssige ændring er en lettere administration for virksomhederne vedr. oprettelse af EGU-praktikaftaler.

5.3. Ændringer i EUD
5.4. 10. kl.
5.5. Lov om vejledning
Ingen kommentarer til pkt. 5.3, 5.4 og 5.5.

5.6. Unge med særlige behov
Lovforslaget har været 1. behandlet i Folketinget hvor det blev meget positivt behandlet og er p.t. under behandling i Folketingets Uddannelsesudvalg. PSF afholder en konference den 12. juni, hvor lovforslaget vil blive problematiseret ud fra et ønske om at få større klarhed over hvilken rolle produktionsskolerne kan spille i udmøntningen af loven.

6. Reglerne vedr. ekskursioner m.v.
De ændrede regler vedr. ekskursioner var det store debatemne på generalforsamlingen. PSF vil anmode om et møde med UVM for at få en nærmere drøftelse af grænserne i den nye bekendtgørelse, da der er tegn på at skolerne rent faktisk tolker reglerne for restriktivt. PSF vil derfor anmode skolerne om at fremsende beskrivelser af ekskursioner, hvorom der kan rejses tvivl om lovligheden, ind til PSF, for at foreningen kan få et overblik over problemets omfang. Hvis der ikke findes en tilfredsstillende løsning på det administrative niveau, rejses sagen på ny politisk.

7. Oplæg til Finanslov 2008
PSF vil fremsende forslag til finanslov 2008 med fokus på 2 områder. En generel forhøjelse af driftstaxameteret så den modsvarer den opgave produktionsskolerne reelt har samt en omlægning af udslusningstaxameteret til et opfølgningstaxameter hvor der lægges vægt på en kvalitativ opfølgning på de elever der forlader produktionsskolen.

Tillige rejses sagen vedr. 1. års reglen i Udvalget for kortuddannede, hvor PSF vil foreslå at 10% reglen fjernes og erstattes af at UU skal godkende alle forlængelser ud over et år.

8. Mødedatoer for resten af 2007
30.-31. august 2007 afholdes fælles bestyrelsesmøde med DPL og FK
25. oktober kl. 11.00 på Christiansborg.
12. december kl. 15.00 i Vejle med efterfølgende julemiddag.

9. Evt.
Flere skoler har rejst et problem vedr. køb af undervisning hos VUC. Dels afkræves en meget høj timebetaling dels kræves betaling for et helt forløb uanset hvor lang tid eleven er i forløbet. Sagen rejses i Rådet for kortuddannede.


Tilmeld dig det elektroniske nyhedsbrev