05.007.2003

Produktionsskolers låntagning i fast ejendom

Skal realkreditlån - optaget af en produktionsskole med sikkerhed i den bygningsmasse, produktionsskolen selv ejer, til finansiering af en renovering eller nybygning - henregnes til den tilskudsgivende kommunes låneramme?

Principiel fortolkning fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet på foranledning af henvendelse fra FPP.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ved skrivelse af 15. november 2002 (ministeriets j.nr. 2002/1531-138) svaret FPP følgende:

”Ved brev af 2. oktober 2002 har Foreningen af produktionsskoler og produktionshøjskoler anmodet Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en principiel fortolkning af et spørgsmål vedrørende produktionsskolers låntagning i fast ejendom. Det stillede spørgsmål drejer sig nærmere om, hvorvidt realkreditlån optaget af en produktionsskole med sikkerhed i den bygningsmasse, produktionsskolen selv ejer, til finansiering af en renovering eller nybygning, skal henregnes til den tilskudsgivende kommunes låneramme.

Ved e-post af 21. oktober 2002 har Foreningen af Produktionsskoler og Produktionshøjskoler oplyst, at produktionsskoler kan tilbyde at løse opgaver i henhold til lov om aktiv socialpolitik, lov om social service og lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik, men at det er valgfrit for skolerne om de vil stille de pågældende pladser til rådighed for kommunerne. Det er endvidere oplyst, at hvis de pågældende pladser stilles til rådighed, sælges de som indtægtsdækket virksomhed. Foreningen af Produktionsskoler og Produktionshøjskoler har i denne forbindelse oplyst, at denne virksomhed udgjorde 3 % af skolernes aktivitet i 2001.

Det er endvidere oplyst, at skolerne etableres som selvejende institutioner med vedtægter, der godkendes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der yder grundtilskud til skolen. Det er oplyst, at antallet af offentligt udpegede repræsentanter i bestyrelsen ikke må være så stort, at det udgør flertallet i bestyrelsen.

lndenrigs- og Sundhedsministeriet skal i den forbindelse udtale følgende:

Lån, som optages af bl.a. selvejende institutioner henregnes i visse tilfælde til kommunens låntagning, jf. lånebekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 3. I bedømmelsen af, om et lån optaget af bl.a. en selvejende institution m.v. henregnes til kommunens låneramme, lægges der vægt på hvorvidt:

· der ydes et betydeligt tilskud i anlægsfasen

· der gives driftstilskud

· der er andre økonomiske forpligtelser for kommunen

· der er indflydelse på driften af institutionen

Ved bedømmelsen af, om lån optaget af eksempelvis selvejende institutioner, skal henregnes til kommunens låntagning foretages en samlet vurdering af de nævnte kriterier.

Endvidere følger det af lånebekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 4, at lån optaget af en privat eller selvejende institution, der efter aftale med kommunen stiller pladser til rådighed med henblik på at løse opgaver efter lov om social service eller lov om aktiv socialpolitik, skal henregnes til kommunens låneramme forholdsmæssigt i forhold til de pladser, der er til rådighed for kommunen.

I lånebekendtgørelsens § 14, stk. 1 er det bestemt, at en kommunalbestyrelse ikke uden tilsynsmyndighedens samtykke kan afgive tilsagn om regelmæssige ydelser og lignende, som kommunen ikke efter lovgivningen er forpligtet til at præstere. Af stk. 2 følger, at den i stk. 1i nævnte begrænsning i adgangen til at afgive tilsagn om regelmæssige ydelser og lignende ikke gælder tilsagn om grundtilskud til daghøjskoler og produktionsskoler.

Produktionsskoler er reguleret af lovbekendtgørelse nr. 623 af 22. juni 2001 om produktionsskoler. Det følger af lovens § 4, at produktionsskoler etableres som selvejende institutioner med vedtægter, der godkendes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der helt eller delvis yder grundtilskud til skolen, jf. § 9, stk. 1.

Hvis kommunen yder grundtilskud til produktionsskolen, jf. § 9, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen udpege repræsentanter for kommunalbestyrelsen til produktionsskolens bestyrelse. Antallet af kommunale eller andre offentligt udpegede repræsentanter må dog ikke være så stort, at det udgør et flertal i bestyrelsen.

I § 9, stk. 1, er tilskuddets størrelse nærmere reguleret. Bestemmelsen fastslår, at en eller flere kommunalbestyrelser kan yde grundtilskud til produktionsskoler med et samlet beløb, der for 1999-niveau udgør 345.000 kr. Grundtilskuddet ydes årligt i skolens levetid. Det følger af § 9, stk. 1, at det er en betingelse for produktionsskolens etablering, at kommunen yder det årlige grundtilskud.

Af § 9, stk. 6, fremgår det, at kommunen i øvrigt kan yde tilskud til produktionsskoler, udover det grundtilskud, der ydes i henhold til § 9, stk. 1. Endvidere følger det af § 9, stk. 7, at kommunalbestyrelse og amtsråd kan overdrage fast ejendom til en produktionsskole

Det følger af lov om produktionsskoler § 10, stk. 1, at der som udgangspunkt ydes et statstilskud som drifts- og bygningstilskud til skoler, hvis vedtægter er godkendt og som modtager grundtilskud. Statstilskuddets størrelse er nærmere reguleret i lovens § 11, der bestemmer, at tilskuddet som udgangspunkt ydes som et fast tilskud pr. årselev med beløb, hvis størrelse fastsættes på de årlige finanslove.

Lovens § 13 fastsætter, at hjemstedskommunen for hver deltager på en produktionsskole betaler et bidrag til staten. Dette gælder dog ikke for så vidt angår deltagere, der er aktiverede i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Efter lov om produktionsskoler § 17 udbetaler produktionsskolerne en skoleydelse til deltagerne. Denne udgift til skoleydelse refunderes af staten, jf. § 10, stk. 5.

Endvidere følger det af lovens § 19, stk. 2, at deltagere på produktionsskoler, der kommer til skade som følge af undervisning under arbejdspladslignende forhold, er berettiget til erstatning m.v. efter reglerne i lov om sikring mod følger af arbejdsskader. Det fremgår af bestemmelsens 2. pkt., at udgifterne til erstatning m.v. afholdes af staten.

Det lægges således til grund, at der efter lovgivningen ydes et kommunalt tilskud årligt, jf. lovens § 9, stk. 1. Ligeledes er der mulighed for at yde et yderligere driftstilskud, jf. lovens § 9, stk. 6, samt for at overdrage fast ejendom til produktionsskolerne. Kommunerne har mulighed for, gennem udpegning af repræsentanter til produktionsskolernes bestyrelser, at øve indflydelse på driften af institutionen. Kommunen kan dog ikke få bestemmende indflydelse i bestyrelsen efter loven. Efter lov om produktionsskoler har kommunerne som udgangspunkt ikke andre økonomiske forpligtelser over for produktionsskolerne. Produktionsskoler kan dog tilbyde at løse opgaver i henhold til sociallovgivningen for kommunerne, men det er valgfrit for skolerne om de vil stille de pågældende pladser til rådighed. Som oplyst af foreningen udgjorde denne virksomhed kun 3 % af skolernes aktivitet i 2001. Der er altså tale om en i praksis forholdsvis lille kommunal tilknytning i denne henseende.

Det fremgår af ovenfor gennemgåede lovgivning om produktionsskolerne, at kommunernes mulighed for at øve indflydelse på driften af selvejende produktionsskoler er meget nøje lovreguleret og af begrænset karakter.

Det er således Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at tilskudskommunens låneramme ikke blive belastet i tilfælde af, at produktionsskoler, der ejer sine egne bygninger, finansierer en renovering eller nybygning gennem optagelse af realkreditlån med sikkerhed i institutionens bygningsmasse og uden kommunal garanti.

Ministeriet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er krav om tilsynsmyndighedens samtykke ved ydelsen af grundtilskud til produktionsskoler, jf. lånebekendtgørelsens § 14, stk. 2. Ministeriet har desuden lagt vægt på den stærke statslige tilknytning til produktionsskolernes virksomhed, som reguleret i loven om produktionsskoler.

Lånebekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 4, kan ikke føre til et andet resultat, da andelen af opgaver, som produktionsskolerne løser i henhold til sociallovningen for kommunerne i praksis samlet en meget lille del af skolernes virksomhed.”

Sagsbehandler i Indenrigs- og Sundhedsministeriet er Lina Bertelsen, tlf. 33923360.

E-mail: im@im.dk

Evt. henvendelse til FPP´s konsulent Verner Ljung, tlf. 58350958.

E-mail: verner.ljung@fpp.dk

Tilmeld dig det elektroniske nyhedsbrev