07.024.2001

FPP, d. 21. august 2001

Bemærkninger til vedtægtsbekendtgørelsen for produktionsskoler
BILAG: Vejledende vedtægter, findes til slut på siden.

Indledende bemærkninger.

I loven om produktionsskoler og i Undervisningsministeriets bekendtgørelse om vedtægter for produktionsskoler er angivet de mindstekrav, der stilles til vedtægter for produktionsskoler, for at disse kan opnå anerkendelse som produktionsskoler og modtage offentlige tilskud.

Udgangspunktet har været, at vedtægterne skal indeholde bestemmelser om individuelle forhold for de enkelte skoler, medens mere generelle bestemmelser, der er fastsat i lovgivningen, ikke behøver at gengives i vedtægterne.

Herfra er dog undtaget visse centrale bestemmelser af mere principiel art, som det findes væsentligt at fremhæve, og som også traditionelt har været medtaget i skolernes vedtægter.

Det skal dog understreges, at lovgivningens bestemmelser er gældende for alle produktionsskoler, uanset om der måtte være henvist til dem i de enkelte skolers vedtægter.

FPP har som bilag til disse bemærkninger udarbejdet vejledende vedtægter til bistand og vejledning for produktionsskolerne og de godkendende kommuner. Både bemærkninger og vejledende vedtægter er gennemset og kommenteret af undervisningsministeriet forinden udsendelsen.

Heri er foruden de krævede mindstekrav medtaget en del bestemmelser, der traditionelt har været optaget i produktionsskolernes vedtægter, dels vedrørende gældende regler for produktionsskoler, dels vedrørende selvejende institutioner i almindelighed.

Om de enkelte bestemmelser i de vejledende vedtægter bemærkes:

Ad § 1.

Der er her gengivet mindstekravene i vedtægtsbekendtgørelsen. At skolen er en selvejende institution betyder, at den er en selvstændig, uafhængig institution med en bestyrelse, der har den overordnede ledelse, uden at dette indebærer nogen personlig hæftelse for de enkelte bestyrelsesmedlemmer, jf. bemærkningerne til § 8.

I den forbindelse henledes opmærksomheden på, at det ved den seneste ændring af produktionsskoleloven er præciseret, at en produktionsskole i sit virke skal være uafhængig, og at dens midler alene må komme dens undervisnings- og produktionsvirksomhed til gode, jf. lovens § 5, stk. l, som affattet ved lov m. 478 af 31. maj 2000 (om selvstyre, habilitet m.v.).

Ad § 2 .

Formålet for skolen kan angives ved henvisning til loven om produktionsskoler. Hvis det ønskes, kan der optages en mere udførlig bestemmelse om formålet, hvor der f.eks. tillige kan redegøres for målgruppen. Denne må i så fald ikke stride mod lovens formuleringer om målgruppen.

Ad § 3.

Det har været praksis at give en udførlig beskrivelse af bestyrelsens opgaver i vedtægterne. Imidlertid er opgaverne ret udtømmende angivet i loven, og der er derfor ikke nogen nødvendighed for eller krav om at referere dem i vedtægterne. Det vil være tilstrækkeligt at angive, at bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og i øvrigt blot henvise til lovens regler.

Der optages desuden normalt en bestemmelse om lederens funktioner, uanset at dette er fastsat

i loven om produktionsskoler. Som anført heri har lederen den daglige administration af skolen, og det følger herefter af almindelige fuldmagtsregler, at lederen kan handle på skolens vegne og foretage alle dispositioner, der er nødvendige for den daglige drift. Det er derfor ikke fornødent at optage særlig bestemmelse herom i vedtægterne.

Ad § 4.

Regler om bestyrelsen og dens sammensætning er til dels fastsat i loven. Herefter skal bestyrelsen bestå af et ulige antal medlemmer på mindst 5, og der skal være repræsentation for de lokale arbejdsmarkeds-organisationer.

Lovens bestemmelser om bestyrelsen skal suppleres med oplysning i vedtægterne om sammensætning og valg af den enkelte skoles bestyrelse og om dennes funktion, jf. § 5 i vedtægtsbekendtgørelsen. Der kan ikke optages bestemmelser i vedtægterne om tilforordnede ud over § 4, stk. 4 i de vejledende vedtægter.

Der kan desuden være repræsentanter for de grundtilskudsydende kommuner, men antallet af kommunale eller andre offentligt udpegede repræsentanter må ikke være så stort, at det udgør et flertal i bestyrelsen, jf. lovens § 6, stk. 2.

I denne forbindelse henledes opmærksomheden på, at som offentlige repræsentanter anses alle, der udpeges af kommunale eller andre offentlige udvalg, råd eller bestyrelser, uanset om de pågældende, der udpeges, er indvalgt som repræsentanter for lokale beboere eller foreninger, f.eks. som organisationsrepræsentanter i folkeoplysningsudvalg.

Såfremt der knyttes tilforordnede til bestyrelsen, bør man ligeledes være opmærksom på, at der ikke herved bliver en overvægt af offentlige repræsentanter, uanset en del af disse ikke har stemmeret.

Lovens bestemmelser om bestyrelsen skal suppleres med oplysning i vedtægterne om sammensætning og valg af den enkelte skoles bestyrelse og om dennes funktion, jf. § 5 i vedtægtsbekendtgørelsen.

Opmærksomheden henledes på, at der ved en ændring af produktionskoleloven er indført strammere regler for, hvem der kan være medlemmer af bestyrelsen, jf. lovens § 6, stk. 3 og 4, samt vedtægtsbekendtgørelsens § 12.

Der vil således oftere kunne opstå tilfælde af inhabilitet, og det er derfor nødvendigt, at vedtægterne indeholder bestemmelser om udpegning af nye medlemmer i en valgperiode, jf. vedtægtsbekendtgørelsen § 5, stk. 4. De nye, strengere krav til bestyrelsesmedlemmer kræves dog først opfyldt ved førstkommende nyudpegning af medlemmer.

Det er samtidig fastsat i loven, at bestyrelsens medlemmer er omfattet af forvaltningslovens regler om inhabilitet og tavshedspligt, jf. lovens § 6, stk. 5. Dette har hidtil været gældende i praksis ved de fleste skoler i henhold til bestemmelser herom i vedtægterne. Af hensyn til bestyrelsesmedlemmerne kan det være hensigtsmæssigt fortsat at optage bestemmelse herom i vedtægterne.

Ved en anden ændring af produktionsskoleloven er indført regler om deltagerråd og om udpegning af en repræsentant herfor som tilforordnet bestyrelsen, jf. § 6, stk. 2, 4.pkt., og § 6 a som affattet ved lov m. 263 af 31. maj 2000 (om det repræsentative demokrati i uddannelsessystemet). Herefter har deltagerne på en produktionsskole ret til at danne et deltagerråd, som da skal udpege en tilforordnet til skolens bestyrelse.

Ad § 5.

Hvis skolen ønsker at udnytte lovens muligheder for ydelse af vederlag til skolens formand og næstformand, skal dette fremgå af skolens vedtægter. I så fald skal tillige anføres beløbenes størrelse samt den efterfølgende regulering af disse. Det kan bestemmes, at man ikke ønsker at udbetale vederlag, hvilket kan anføres i vedtægterne eller man kan i så fald helt udelade §5.

Der kan ikke til den øvrige bestyrelse udbetales honorar eller lignende. Der kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse efter statens regler.

Ad § 6.

Ved den seneste lovændring er det fastsat, at lederen og andre ansatte ved skolen er omfattet af reglerne i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet og kapitel 8 om tavshedspligt, ligesom også bestyrelsesmedlemmer er det, jf. bemærkningerne til § 4. Nævnte forhold skal anføres i vedtægterne.

Ad § 7.

Bestemmelsen fastslår som konsekvens af § 1, at finansieringen primært sker ved tilskud i henhold til loven om produktionsskoler. I forbindelse hermed gives oplysning om, hvilken eller hvilke kommunalbestyrelser eller amtsråd der yder grundtilskud, jf. § 8 i vedtægtsbekendtgørelsen.

Ad § 8.

Det skal fremgå af skolens vedtægter at skolen udadtil forpligtes af formanden og et andet bestyrelsesmedlem i forening samt at bestyrelsens medlemmer ikke hæfter personligt for skolens gældsforpligtelser.

Ad § 9

Vedtægterne skal ifølge loven godkendes af den grundtilskudsydende kommunalbestyrelse, som også skal godkende vedtægtsændringer.

Der er ikke i loven angivet nogen formel procedure for vedtægtsændringer, men det er almindeligt, at det sker ved indstilling fra bestyrelsen til den/de godkendende kommunal-bestyrelse(r), i reglen med et nærmere angivet kvalificeret flertal.

Der kan i vedtægterne fastsættes nærmere regler for proceduren i bestyrelsen, jvf. vedtægtsbekendtgørelsen § 10.

Ad § 10.

Beslutning om skolens ophør kræver ligesom vedtægtsændringer et, nærmere angivet, kvalificeret flertal i bestyrelsen, evt. i forbindelse med krav om vedtagelse på flere møder.

Tillige skal der af vedtægterne fremgå hvad der skal foretages i forbindelse med skolens ophør samt at bestyrelsen skal fungere videre til afvikling af skolens aktiver og passiver er tilendebragt.

Vedr. godkendelse

Som nævnt ovenfor skal godkendelse af vedtægter gives af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet.

Med hensyn til underskrift på vedtægterne har undervisningsministeriet over for FPP fastslået følgende:

Når ministeriet ved tilsynsbesøg kontrollerer, hvorvidt en produktionsskole har godkendte vedtægter, er det kommunens godkendelse, som er det afgørende. Dette ændrer dog ikke ved princippet om, at produktionsskolens bestyrelse som ledelse for den selvejende institution vedtager ændringer i vedtægterne.

Som det er almindelig praksis på andre skoleområder, finder ministeriet det rigtigst, at hele bestyrelsen underskriver de ændrede vedtægter, som derefter sendes til kommunens godkendelse.

Kommunen påfører derefter sin godkendelse af de ændrede vedtægter på selve vedtægtsdokumentet efter bestyrelsens underskrifter.

Det er væsentligt, at datoerne for vedtægtsændringen i bestyrelsen og godkendelsen i kommunen anføres.

Denne godkendelse bør gives ved påtegning på vedtægterne som angivet. Hvilke underskrifter der kræves hertil, vil afhænge af de almindelige kommunalretlige regler om adgangen til at underskrive på kommunalbestyrelsens vegne. Derimod skal der ikke underskrives af bestyrelsen eller andre.

Vedr. ikrafttrædelse

En produktionsskoles vedtægter skal opfylde mindstekravene i vedtægtsbekendtgørelsen for at skolen kan opnå statstilskud. Der er dog en overgangsbestemmelse i loven, hvorefter der indtil udgangen af år 2001 kan ydes tilskud til skoler, hvis vedtægter er godkendt før den 1. januar 2000, jvf. vedtægtsbekendtgørelsens § 13, stk. 3.

 

Vejle den 21. august 2001
Anders Hess / Verner Ljung


BILAG: Vejledende vedtægter for produktionsskoler.

Bemærkning:

Der er anført enkelte noter til de bestemmelser, hvor der typiske er særlige muligheder for at vedtage anden formulering/evt. udelade teksten. Man bør dog samtidig konsultere Undervisningsministeriets bekendtgørelse og FPP´s ovennævnte bemærkninger til de enkelte bestemmelser.

 

 

 Vedtægter for x-købing produktionsskole

Note: Ifølge vedtægtsbekendtgørelsens § 1 skal det fremgå af vedtægterne, hvilken kommunalbestyrelse eller amtsråd der godkender skolens vedtægter.

 § 1. Skolens navn og hjemsted.

Skolens navn er X-købing Produktionsskole.

Stk. 2. Skolen er en selvejende institution, der i sit virke er uafhængig, jf. lov om produktionsskoler, § 5 (lovbekendtgørelse nr. 623 af 22.6.2001). Skolens hjemsted er x-købing kommune.

 § 2. Skolens formål

I henhold til § 1 i lov om produktionsskoler er skolens formål at tilbyde undervisningsforløb, der er baseret på praktisk arbejde og produktion, og som skal styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på det almindelige arbejdsmarked.

Note: Ønsker man at præcisere specielle forhold i skolens virksomhed kan man vælge at anføre det her, jfr. bemærkningerne til de vejledende vedtægter .

 

§ 3. Skolens ledelse.

Bestyrelsen varetager skolens overordnede ledelse, jf. lovens § 6, og den daglige administration varetages af skolens leder, der tillige har det pædagogiske ansvar, jf. lovens § 7.

Stk. 2. Hvad angår bestyrelsens opgaver henvises til de til enhver tid gældende bestemmelser herom i produktionsskoleloven.

 

§ 4. Bestyrelsens sammensætning og funktion.

Bestyrelsen består af 9 medlemmer, der udpeges eller vælges således:

… medlem(mer) udpeget af byrådet i ……….. Kommune

… medlem(mer) udpeget af byrådet i ……….. Kommune

… medlem(mer) udpeget af arbejdstagerorganisationerne i ……………

… medlem (mer) udpeget af arbejdsgiverorganisationerne i……………

… medlem valgt blandt medarbejderne på X-købing Produktionsskole

… medlem(mer) udpeges af skolens støtteforening…………

… medlem(mer) udpeges af beboerforeningen i …………..

… medlem(mer) udpeges af erhvervsskolen ………….. i ………………..

… medlem(mer) udpeges af ………………….

Note: Teksten i stk. 1 er alene et forslag til, hvordan bestyrelsen kan sammensættes.

Stk.2. Bestyrelsens funktionsperiode er …… år.

Funktionsperioden for medlemmer udpeget af kommunalbestyrelser eller byråd, skal være sammenfaldende med kommunalbestyrelsens og byrådets valgperiode.

Stk. 3. Bestyrelsen skal så vidt muligt have en afbalanceret sammensætning af kvinder og mænd, jf. § 11, stk. 2 i lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Stk. 4. Deltagernes råd, jf. lovens § 6 a, har ret til at udpege en tilforordnet til bestyrelsen uden stemmeret, jf. lovens § 6, stk. 2.

Stk 5. Et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen øjeblikkeligt, hvis medlemmet ikke længere opfylder betingelserne for at være medlem af bestyrelsen, jf. lovens § 6, stk. 3 og 4.

Stk. 6. I tilfælde af et medlems udtræden i funktionsperioden udpeges eller vælges et nyt medlem hurtigst muligt for resten af perioden.

Stk. 7. Bestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand, jf. lovens § 6, stk. 6.

Stk. 8. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede, og bestyrelsen træffer beslutning ved almindelig stemmeflerhed. Ved afgørelse af særlige spørgsmål, herunder om ændring af vedtægter og skolens ophør og om køb, salg og pantsætning af fast ejendom og indgåelse af andre væsentlige købs- eller lejekontrakter, kræves dog 2/3 flertal.

Note: Der kan vælges andet kvalificeret flertal, og der kan evt. stilles krav om behandling på to på hinanden følgende møder.

Stk. 9. Alene bestyrelsen kan træffe beslutning om, hvorvidt andre end bestyrelsesmedlemmer og deltagernes repræsentant kan deltage med eller uden taleret i et eller flere bestyrelsesmøder eller en del heraf. Bestyrelsen kan fastsætte generelle regler herom i dens forretningsorden.

Stk. 10. Bestyrelsen fører en protokol over sine beslutninger og indholdet af disse. Protokollen skal tillige indeholde oplysning om hvert enkelt bestyrelsesmedlems stemmeafgivelse, og den skal efter hvert møde underskrives af de medlemmer, som har deltaget i mødet. Konstateret inhabilitet skal endvidere indføres i protokollen.

Stk. 11. Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden for sin virksomhed, der skal indeholde regler om, hvordan indkaldelse til bestyrelsens møder skal ske.

Stk 12. Bestyrelsen vælger skolens revisor.

Stk 13. I tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen er formandens - og ved dennes fravær næstformandens - stemme udslagsgivende.

Note: Bestemmelsen i stk. 13 kan udelades

 

§ 5. Vederlag til formand og næstformand.

Der kan i medfør af lovens § 6, stk. 6, 2. pkt. af skolens midler ydes et vederlag til bestyrelsens formand og næstformand med et beløb på op til henholdsvis 20.000 kr. og 10.000 kr. pr. kalenderår.

Stk 2. De anførte maksimale beløb er grundbeløb pr. 1. oktober 1997 og procentreguleres efter lønjusteringsaftalens regler.

Stk. 3. Der ydes 1 pct. i særlig feriegodtgørelse af et vederlag til bestyrelsens formand og næstformand.

Stk 4. Ved påbegyndelse eller ophør af hvervet som formand eller næstformand nedsættes vederlaget forholdsmæssigt.

Note: Bestemmelsen kan udelades eller varieres, således at det direkte bestemmes, at der kun ydes vederlag til formanden, at vederlag ydes med mindre beløb, eller at der ikke skal ydes vederlag .

§ 6. Inhabilitet og tavshedspligt.

Bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet og kapitel 8 om tavshedspligt m.v. gælder for bestyrelsen, skolens leder og andre ansatte ved skolen, jf. lovens § 6, stk. 5.

 

§ 7. Finansiering

Skolens virksomhed finansieres ved offentlige tilskud efter lov om produktionsskoler. Skolen kan herudover have indtægter fra undervisning og anden virksomhed udbudt som indtægtsdækket virksomhed.

Stk 2. Grundtilskud i henhold til loven om produktionsskoler ydes af: x-købing kommune.

Note: Alternativ ved flere grundtilskudsgivende kommuner

………… kommunalbestyrelse/byråd med x/y af fuldt grundtilskud

……….. kommunalbestyrelse/byråd med x/y af fuldt grundtilskud

……….. kommunalbestyrelse/byråd med x/y af fuldt grundtilskud)

Der kan også forekomme den mulighed, at der er givet dispensation fra reglen om, at kommunerne mindst skal yde 1/3 af grundtilskuddet. Hvis en skole har en sådan dispensation, bør det også anføres i vedtægterne.

Stk 3. Skolens midler må alene komme dens undervisnings- og produktionsvirksomheden til gode.

 

§ 8. Skolens forpligtelser

Skolen forpligtes udadtil af formanden og et andet bestyrelsesmedlem i forening, med mindre andet er bestemt i produktionsskoleloven eller regler fastsat i medfør heraf. Der påhviler ikke bestyrelsesmedlemmerne nogen personlig hæftelse for de skolen påhvilende forpligtelser.

 

§ 9. Vedtægtsændringer

Bestyrelsen træffer beslutning om ændring af vedtægterne. Beslutning om vedtægtsændring træffes med et flertal på 2/3 af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer og skal vedtages på to efter hinanden følgende bestyrelsesmøder.

Note: Bestemmelsen i stk. 1 om hvordan beslutning om vedtægtsændringer træffes er ikke obligatorisk og kan derfor udelades men også varieres. Det er dog som oftest kutyme med kvalificeret flertal og behandling på 2 møder

Stk 2. Ændring af vedtægterne skal godkendes af den/de grundtilskudsydende kommunalbestyrelse(r)/byråd/amtsråd.

Note: Det er dog efter lovens § 9, stk. 3 kun én kommune, der godkender skolens vedtægter, og derfor kun én kommune, der godkender ændringer af vedtægter. Er der flere grundtilskudsydende kommuner, må disse indbyrdes aftale proceduren kommunerne imellem ved vedtægtsændringer.

§ 10. Ophør.

Beslutning om skolens ophør træffes af bestyrelsen. Beslutning om ophør træffes med et flertal på 2/3 af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer og skal vedtages på to på hinanden følgende bestyrelsesmøder.

Note: Anden del af del af bestemmelsen i stk. 1 er ikke obligatorisk og den kan varieres. Det er dog almindelig kutyme med kvalificeret flertal.

Stk. 2. I tilfælde af skolens ophør skal bestyrelsen fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er tilendebragt. Eventuelle overskydende midler skal anvendes til beslægtede formål efter kommunalbestyrelsernes/byrådenes godkendelse, jf. lovens § 4, stk. 2.

 

 Vejle den 21. august 2001
Anders Hess / Verner Ljung

 

Tilmeld dig det elektroniske nyhedsbrev