Lærlingeforsøget finder resurser hos svage unge
Den netop publicerede evaluering af forsøgsprojektet med produktionsbaseret lærlingeuddannelse på 5 produktionsskoler viser at skolerne har formået at skabe og fastholde et udviklende læringsmiljø for hovedparten af de unge der er blevet visiteret til projektet. Målgruppen for forsøget var unge som ikke forventedes at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse på sædvanlige vilkår. Ikke desto mindre har skolerne formået at fastholde og skabe udviklende lærlingeforløb for 80 % af de visiterede lærlinge.
”Det er samlet set vores opfattelse, at lærlingeforsøget med dette læringsmiljø, har fået mobiliseret nogle afgørende læringsressourcer for en gruppe af svage og udsatte unge. Dertil skal nævnes, at produktionsskolerne faktuelt er den eneste eksisterende institutionelle ramme, som har mulighed for at skabe et sådant læringsmiljø.
Set i sammenhæng med samtidens øvrige uddannelsesbillede synes lærlingeprojektet således at være et af de mest lovende bud på et læringsmiljø og en pædagogik, der kan bidrage til at løse restgruppeproblematikken for en del af de unge, der ikke kan gennemføre en kompetencegivende uddannelse via de almindelige uddannelsesveje” (fra FORSØGSPROJEKTET ”PRODUKTIONSBASERET LÆRLINGEUDDANNELSE” Afsluttende evaluering, september 2007; s. 56-57)
Læs hele evalueringen på her
