Undervisning og læring i praksisfællesskaber
Så kom der endnu en master fra vores helt egen verden: ”Undervisning og læring i praksisfællesskaber – teaching by doing” af Preben Jensen fra Korsør Produktionsshøjskole.
I masterprojektet forsøger at han indkredse hvad der kvalificerer et fællesskab til betegnelsen praksisfællesskab. PJ har valgt en teoretisk tilgang i forsøget på at udvikle et analyseapparat, der kan tjene som udgangspunkt for en vurdering af om et konkret fællesskab kan siges at være et praksisfællesskab, eller blot en gruppe, team eller netværk.
For at afprøve sit analyseapparat ser PJ nærmere på tre fællesskaber, hvor 2 af dem herefter betegnes som praksisfællesskaber, mens det er mere usikkert om det tredje kvalificere sig, da det er for ustabilt og utydeligt i forhold til de valgte indikatorer. Det sidste er et værksted på en produktionsskole!! Dog er der her tale om et konkret værksted, hvilket betyder at andre produktionsskoleværksteder selvfølgelig kan kvalificere sig til betegnelsen praksisfællesskab, hvis de lever op til de opstillede kriterier.
Og her er det nok vigtigt at holde sig for øje at det faktisk ikke er så let, men i høj grad kan være den ledestjerne man sætter op for sig selv som skole og lærer, så man så ofte som muligt og så meget som muligt forsøger at skabe et ægte praksisfællesskab. Det kræver at læreren selv er deltagende og engageret, og at omverdenen giver tydelig anerkendelse i form af ressourcer og opmærksomhed.
PJ tager sit teoretiske afsæt dels i Jean Laves og Etiennes Wengers begreber om situeret læring og legitim perifer deltagelse, som mange i produktionsskoleverdenen har stiftet bekendtskab med, dels i Wengers videre arbejde, hvor han kommer med et bud på en egentlig læringsteori og gennemarbejder begrebet praksisfællesskab grundigt.
Dette afsæt kombinerer PJ med en systemteoretisk tilgang, for som han siger at få et mere stringent ogsystematiske sprog indført. Det kan nok være vanskeligt for læsere uden en systemteoretisk forforståelse at fordøje de hermed indførte begreber, og der kan synes langt til hverdagen i værkstedet. Men den teoretiske galskab giver dog mening, og mødet mellem Wenger og Luhmann kaster bestemt nogle interessante nuanceringer af sig i den videre udvikling af analyseapparatet. Så hvis systemteori er nyt for én som læser, kan man blot gå let hen over de afsnit og kaste sig over den udfordring PJ har sat for sig selv i den videre skrivning:
” Hvordan kan jeg konstruere et kvalificeret praksisfællesskabsbegreb der kan vejlede mig i design og vurdering af praksisfællesskaber i spændingen mellem autonom praksis og målrettet undervisning?”
Den handler altså om hvordan man som værkstedlærer kan være med til at skabe rammer for læring i et praksisfællesskab, der rækker ud over selve fællesskabet, og er med til at klæde deltagerne på til at klare de udfordringer, de møder efter deltagelse i fællesskabet. Derfor den målrettede undervisning, fordi der er viden/færdighed/kompetencer man som skole og lærer er forpligtiget til at eleverne forsøgsvis får med sig videre. Dette sat overfor at vi jo godt ved, at eleverne kun lærer det, de vil eller er parate til at lære (eller i systemteoretisk sprog: de bestemmer selv hvad de vil lade sig forstyrre af.)
Ved at få et mere præcist begreb kan det blive muligt at få mere greb om den faktiske hverdag på værkstedet, så der bliver en sammenhæng mellem det, vi siger vi gør og siger eleverne lærer, og det der rent faktisk foregår. For hvis vi på den ene side med RKV i hånden afdækker de unges læringsbehov, så må vi jo også forlange af lærerne og værkstederne, at det så også er muligt at imødekomme dette læringsbehov.
PJ refererer til Wengers forståelse af praksisfællesskabet som ”en privilegeret kontekst for meningsforhandlinger”. Hvis man føler sig som en del af det, der har betydning, så er der et godt udgangspunkt for at vælge at engagere sig. Denne forhandling om mening foregår i et rum med 4 dimensioner:
1. gensidigt engagement, i.e. tætte relationer organiseret om
2. fælles virksomhed, i.e. det deltagerne er der for at lave ved hjælp af
3. fælles repertoire materialiseret i sprog, måder, værkstøj etc.
4. tid nok til at praksisfællesskabet udvikler sig
Disse begreber er tænkt med når PJ senere opstiller 3 betingelser for at kunne definere et kvalificeret praksisfællesskab. Men inden understreges det, med inspiration fra den systemteoretiske tilgang, at hvis man vil vide om det overhovedet kan betragtes som et praksisfællesskab, er det denne omverden og systemets relationer til denne omverden, man skal se på. Det er ikke enhver praksis og heller ikke ethvert fællesskab, der kan ses som et praksisfællesskab. Og i den videre vurdering er det de lærendes, altså deltagernes opfattelse af fællesskabet, der betyder noget.
I PJs optik er der følgende betingelser for definition af et kvalificeret praksisfællesskab:
1. Deltagerne skal have et fælles overblik og en fælles opfattelse af systemets rammer og værktøj
2. Deltagerne skal have et fælles engagement i hinanden og i produktionen. Det skal være vigtigere at være med end at være fri.
3. Deltagerne skal have en fælles opfattelse af praksisfællesskabets betydning for omverdenen, et fælles ansvar for det, deres virksomhed skal gøre godt for.
Herefter oplister PJ en lang række undersøgelsesfelter, som det er vigtigt at se på, når fællesskabets skal vurderes. Dette er operationaliseret ind i et spørgeskema, der er vedlagt som bilag til opgaven.
Her lander vi som en kat efter mange teoretiske krumspring på benene i noget der synes som et ret anvendeligt værkstøj for PJs mange kollegaer. Konkrete opmærksomhedsfelter, som bestemt kan få en værkstedslærer til at se og forstå sit værksted med nye (måske forstyrrende) optikker.
Som PJ selv skriver i sin konklusion: apparatet kan hjælpe med til at skærpe fokus i vurderingen af de undersøgte eksempler. De tre fællesskabers stærke og svage sider i forhold til læring, og her også hvilken læring der er tale om, belyses ret tydeligt.
Videre frem kunne det være interessant om nogle greb udfordringen og måske i samarbejde med forfatteren prøvede analyseapparatet af, også med henblik på at udvikle og forfine det til videre brug. Samtidig vil det være mest givende for alle, hvis der samtidig gives mulighed for fælles refleksion og læring, for de lærere der måtte give sig i kast med projektet.
Er du blevet nysgerrig: så læs mere på www.xor.dk/efteruddannelse/preben
Lone Belling
