UU-centrenes samarbejde med produktionsskolerne er evalueret

EVA, Danmarks evalueringsinstitut, har evalueret den vejledning der gives til unge om deres valg af uddannelse og erhverv. Det handler om den vejledning der gives efter at reformen om uddannelses- og erhvervsvalg trådte i kraft 1. august 2004.

EVA har bl.a. evalueret UU-centrenes samarbejde med produktionsskolerne. Evalueringen viser at videndelingen om de unge er for dårlig. Den er hverken tilstrækkelig eller systematisk.

Anbefalinger
Generelt anbefaler EVA at der etableres et nationalt system der kan sikre en systematisk og ensartet dataopsamling i elektronisk form om den enkelte unge.

Endvidere vurderer EVA at vejledningen for gruppen af unge med særlige behov for vejledning bør opprioriteres og styrkes. Nogle unge skal ikke alene have mere vejledning end andre, men også anderledes vejledning. En styrket vejledning af disse unge kan efter EVA’s mening bidrage til at unge som ellers ikke ville tage en uddannelse eller finde et arbejde, får den nødvendige støtte til det. Læs hele evalueringen på www.eva.dk

Specifikt for produktionsskoleområdet anbefaler EVA at UU-vejlederne og produktionsskolerne i samarbejder udbygger de handlingsplaner der følger med den unge. Videndelingen kan også forbedres ved at UU-vejlederen deltager i den unges første samtale med produktionsskolen, og ved at der holdes et lignende overleveringsmøde når eleven slutter sit produktionsskoleforløb. Læs afsnittet om produktionsskolerne her.

Evalueringen er gennemført i perioden februar 2006 – februar 2007. Det forventes at evalueringsrapporten vil indgå i grundlaget for den revision af vejledningsloven der skal finde sted i folketingsåret 2007/08.

Produktionsskoleforeningen vil naturligvis forholde sig til anbefalingerne i det videre politiske arbejde.

Tilmeld dig det elektroniske nyhedsbrev