KOMPETENCEUDVIKLING I TEAMS PÅ MINDRE PRODUKTIONSSKOLE

Baggrund
Projektet har som udgangspunkt, at kompetenceudvikling sker hvor lærere alene eller sammen reflekterer over egen praksis og måske lader sig inspirere udefra. Vi vil gerne sætte fokus på den kollegiale inspiration og vidensdeling. Det gør vi fordi vi mener ”alenelæreren” vil få det svært fremover med alle de opgaver, der forventes løst i værkstedet.

Vi tror på, at det fagligt og personligt vil være meget givende at stille sin viden og sine talenter til rådighed i et forpligtende fællesskab – mod at få mere tilbage. Denne form for kompetenceudvikling kræver både tid, engagement og vedholdenhed – både af den enkelte og af skolen.

Der er særlig fokus på de små og mindre skoler, der kan have svært ved alene at sætte noget i gang, men som tilsammen har mange ressourcer.

Mål
Faglig videreudvikling
af lærernes undervisningskompetencer med fokus på elevernes faglige, personlige og sociale læring.

Metodeudvikling, så deltagerne bliver fortrolige med et forpligtende samarbejde i teams.

Kollegasparring, så du får nye vinkler på din egen undervisning.

Forløbsplanerne vil være et gennemgående fagligt tema.

Arbejdsmåde
Vi vil koble de metodemæssige og de faglige aspekter, så de kommer til at understøtte hinanden og bliver to sider af den samme sag.
Arbejdet vil være forankret i den enkelte skole, der indskyder ressourcer og samtidig være med til at styrke hele skoleformen i form af formidling og vidensdeling. Derfor afholder FPP konsulentudgifterne.

I løbet af de 2 år vil du komme til at arbejde på forskellige niveauer:

Ideen er, at du sammen med en interesseret kollega vil indgå i en forpligtende dialog om den faktiske undervisning, og elevernes udbytte heraf. De temaer, der udkrystalliseres af denne dialog vil komme til at danne det faglige indhold på teammøderne.

På teammøderne vil du sammen med 4-6 kolleger oparbejde nye faglige kompetencer – dels ved den direkte inspiration og vidensdeling, dels ved metodisk at indarbejde kollegial refleksion som et redskab til eftertanke eller refleksion.
Et gennemgående fagligt tema vil være arbejdet med forløbsplaner.

Deltagere
Forstander og 4 lærere fra 6 mindre produktionsskoler. (u. 55 årselever)

Skolerne vil blive valgt som 3 par-skoler med en geografisk nærhed af hensyn til den fremtidige fastholdelse og videreudvikling

Organisering
Der vil i forløbet blive arbejdet i følgende grupperinger:

Forstanderteamet er koordineringsgruppe sammen med konsulenten.

Forløb og indhold
Indholdet vil gennem hele forløbet bestå af faglige temaer omkring udvikling af elevernes faglige, personlige og sociale kompetencer. Der vil blive arbejdet metodemæssigt med lærernes kompetencer til at arbejde i teams, samt med kollegial refleksion.
Udviklingsforløbet er organiseret som en vekselvirkning mellem seminarerne og det daglige arbejde i teams og med nabokollega. Det vil være afgørende, at der holdes fokus på processen hjemme på skolen. Konsulenten vil efter behov og aftale være med i det enkelte teams arbejde.
Det enkelte team er forpligtet til systematisk at formidle ideer og erfaringer på en elektronisk konference.

Beskrivelsen her vil blive justeret undervejs i takt med de indhøstede erfaringer.

September 03: Seminar 1. (2 dage)

September – februar:
A) Interesserede kollega på gensidigt besøg: Dels sparring til kollega, dels samtale med elevgruppen.

B) Teamet mødes 2x1 dag og arbejder både med metode og fagligt tema. Konsulent medvirker.

Februar 04: Seminar 2. (2 dage)
Erfaringsopsamling, justering og fortsat øvelse i teamarbejdet.
A) Præsentation af de faglige drøftelser til gensidig inspiration og drøftelse – vi vender både positive erfaringer og blindgyderne, der også bringer megen læring.
B) Hvordan er det gået med teamsamarbejdet og besøget af den interesserede kollega.
C) Erfaringerne med forløbsplanerne – konkrete ideer medbringes.
D) Evt. justering af planen.

- hvert team præsenterer konkrete indsatsområder for A,B,C og D.

Øvelserne i team samarbejdet vil være lagt ind i forløbet omkring de faglige fremlæggelser.

Februar 04 – sommerferien:
Der arbejdes konkret med indsatsområderne og elevernes oplevelser. Den interesserede kollega holder gruppesamtaler med eleverne og beskriver deres respons.

August 04: Seminar 3. (1 dag)
Her vil deltagerne blive bedt om at forberede oplæg om, hvilke konkrete ændringer der er sket i deres værksted. Disse beskrivelser vil i fællesskab blive udkrystalliseret, og spejlet i relevant teori, der kan give en dybere forståelse og sammenhæng

August 04 – jan. 05:
Der arbejdes fagligt og metodemæssigt med temaerne fra seminar 3.
Der fokuseres på elevernes oplevelse af forbedringer / ændringer i undervisningen.

April / maj 05: Seminar 4. (2 dage)
Dag 1. Bruges til en systematisk erfaringsopsamlig.
Dag 2. Konference, hvor alle teams mundtligt og skriftligt fremlægger de resultater, som de gerne vil arbejde videre. De ikke-mindeværdige-resultater tages også med.
Til konferencen inviteres alle medarbejdere og bestyrelser fra de involverede skoler.

Lederteam
Lederteamet følger det samme tidsforløb, men arbejder indholdsmæssigt med to temaer:

A) Udvikling af lederteams på tværs af skolerne, der kan sikre alene-lederne et rum for kollegial refleksion og inspiration.

B) Udvikle hensigtsmæssige ledelsesstrategier for et lærerteam.

Tidsbudget

Fællesseminarer 7 dage
Kollegialt besøg 3 dage
Udvikling af teamsamarbejdet 6 dage
Teammøder ( 2 timer hver anden uge )

Anden økonomi

2x2 dages seminar (eksternat)
2800 kr.
6 temadage
1800 kr.

Hertil kommer transportudgifter m.v.

Lokaler og forplejning af teams og kollegabesøg klares af skolen.

 

Tilmeld dig det elektroniske nyhedsbrev